Formandens beretning for 2019
I 2019 kunne vi sætte endeligt flueben ved en af vores helt store projekter fra de senere år nemlig færdiggørelsen af multibanen sådan som den var tænkt; nemlig en bane til glæde for både klubben og byen: Vi fik sat lys op med kontakt og timer, så alle kan bruge banen i den mørke tid og vi fik lagt fliser rundt om banderne som en både pæn og praktisk overgang til græsset.
Det er et projekt som har trukket meget tid og økonomi i de senere år, men vi kan nu glæde os over resultatet, som skaber liv på banerne også udenfor træningerne. Det betyder også at vi kan begynde at kigge op og få nye idéer og mål for klubben til gavn for medlemmerne.
En af årets andre store fokuspunkter har været fortsat at kigge på en trimning af vores økonomi. Vi har derfor opsagt vores gamle medlemssystem og går her i 2020 fuldstændigt ind i DBUs KlubOffice system , som kommer til at bære medlemsstyring og regnskab mv. Det giver dels en besparelse og dels nogle nye muligheder, som vi skal benytte os af fremover, f.eks. for automatisk kontingentopkrævning. Vi har samtidig valgt at forny hjemmesiden, som bliver mere integreret med KlubOffice med kampvisning m.v. Den nye hjemmeside går i luften i begyndelsen af marts måned.
Vi vil også til næste år have fokus på at forbedre økonomien bl.a. ved at forsøge at reducere omkostningerne til klubhuset (varme og vand). Det er vores mission, at økonomien ligesom altid skal understøtte de ca. 120 medlemmers aktiviteter både sportsligt og socialt. Det er derfor vi er her.
Og med hensyn til det sportslige og sociale, så har det bestemt igen været et godt år for klubben.
Herre senior sikrede sig i foråret oprykning til serie 1. Holdet viste både vilje og stor holdånd, så det var en fornøjelse at se den store opbakning fra både byen og modstandernes tilskuere ved den sidste af forårets kampe på hjemmebane; det var en fin lokal fodboldfest. Thomas Rygaard valgte at træde tilbage som træner, men lagde et stort arbejde i at være med til at finde sin afløser Christian Andersen. Det blev en noget svær opstart i serie 1 for holdet, bl.a. på grund af problemer med flere kampafviklinger. Vi må konstatere, at vinden ikke helt blæste vores vej i de situationer, måske fordi vi ikke helt var klar på gamet også udenfor banen. Her skal vi nok lære at være mere barske. Christian fratrådte af private årsager trænerjobbet hos os, men det er med stor glæde, at vi har fået Thomas Rygaard til igen at træde til som træner; en ting som holdet i den grad også bakker op om. Det bliver spændende at følge holdet i den kommende forårssæson, hvor også en del af de ældste ungdomsspillere vil få mulighed for at være med.
Børne- og ungdomsfodbolden er klart det område, hvor vi har allerflest medlemmer og aktiviteter.
Vi har i de senere år set en positiv udvikling i medlemstallet for de mindste årgange både for drenge og piger. Det er lykkedes at få gode frivillige kræfter med trænere og holdledere til at bære årgangene videre, når de allermindste går fra Betina og Sabines trygge fodboldlegestue til 3-mands og 5-mands fodboldspil med stævner. Der er også gode initiativer til sociale arrangementer med stærk forældreopbakning. Det giver god holdånd og vil være til stor gavn på den lange bane.
Særligt for ungdomsholdene har det været afgørende, at vi har et godt samarbejde med vores naboklubber. Vi måtte i årets løb konstatere, at 3-klubsamarbejdet mellem LUIF, Horbelev og os var løbet ind i nogle samarbejdsproblemer, som betød at Horbelev trak sig ud. Vi er dog fortsat med samarbejdet med LUIF som hidtil, og det fungerer rigtig godt både i forventninger til hinanden og i dagligdagen. Både spillere og forældre har taget samarbejdet til sig, og det har også stor betydning både sportsligt og socialt. Det giver god grund til at tro, at vi også kan lykkes med klubsamarbejdet for de ældste børneårgange, hvor små klubber som vores har svært ved at stille hold, når der stilles turneringshold i både 8-mands og 11-mands fodbold.
For vores U12-13 piger har der været gjort en stor indsats både fra os og fra andre klubber med pigehold for at der har kunnet afvikles turneringskampe og stævner med lokal geografi, og det fastholder indtil videre pigernes interesse for fodbold. På drengesiden er der generelt også et godt lokal netværk til træningssamlinger og -kampe, når nu en del af turneringskampe mv. i højere grad foregår nord for Storstrømmen. Som en af de helt store begivenheder i året var igen ungdomsholdenes sommertur denne gang til Ikast. De sportslige resultater var svingende men det var en rigtig fin tur, og hvor vi måske var mest imponeret over faciliteterne: der tænkes stort på den jyske hede og det skal vi måske også gøre.
For veteran-holdene er der også et fint samarbejde med Væggerløse. Veteransæsonen blev dog i efteråret noget kort, idet der ligesom for seniorerne var problemer med de fastsatte kampe i forhold til lyset, hvor det ikke er alle klubber forundt at have lysanlæg på 11-mands banerne.
Med hensyn til samarbejde generelt, så er det bestyrelsens synspunkt, at det er sådan vi kommer længst i alle mulige sammenhænge. Det er også noget vi får stor ros for både i vores daglige klubvirke helt ned på holdniveau, men også i de lidt større fora, f.eks. ved LFBUs tildeling af årets breddelederpris til Lars Hansen og i LFBU arbejdet generelt. DGI Storstrøm har også fået øje på os i den sammenhæng, og har bedt os om at være med i en artikel om klubsamarbejde på landet. Det er også sådan vi får sponsorer som har lyst til at være en del af det som alle vi klubfolk går og laver.
Det er også samarbejde, der skal bringe os videre i forhold til nye klubtiltag og projekter til gavn for nuværende og kommende medlemmer. Vi vil gerne kunne udvikle klubben så den også passer til fremtidige behov. Det er aktiviteter som f.eks. Bevæg Dig For livet og E-sport, ligesom det er samarbejde med de andre foreninger i byen til måske noget mere og andet end de nuværende tilbud. Der er nok at tage fat på og i disse klimatider er det nærliggende at drømme om mere vinterfodbold og på kunstgræsbaner, når det nu ikke længere er vinter som i gamle dage.
Til sidst vil vi fra bestyrelsens side sige stor tak til både Forældreforeningen og Støtteforeningen, som vi igen har haft et rigtig godt samarbejde med i årets løb. Uden de to store støttepunkter var det ikke muligt at have så højt et serviceniveau for medlemmerne som vi har. Det er også af respekt for det kæmpe stykke arbejde som også bliver lagt i de to foreninger, at vi har fokus på at få så fornuftig en økonomi som overhovedet muligt.
På bestyrelsens vegne - Julie Isling Kurtzmann, formand