Menu

Formandens beretning for 2020

Corona-året 2020 kunne denne beretning lige så godt have som overskrift!

Ved vores generalforsamling sidste år i februar havde vi i vores vildeste fantasi ikke kunnet forestille os hvad året ville byde på som følge af covid-19, for vi havde drømme og planer om alt det, der handlede om fodbold – alt det spændende som året skulle bruges til! - Og 3 uger senere lukkede alt ned!

Det var et kæmpe chok med en masse uafklarede spørgsmål – men fuldstændig nedlukning skulle vise sig at være den nemmeste del; det blev for alvor langt mere kompliceret med den første genåbning, efterårets forskellige udgaver af corona-regler, ny nedlukning i december og senest 2. genåbning i det nye år. Der er blevet gennemgået mange mails, nyhedsbreve, FB-opdateringer mv, og sendt tilsvarende mange beskeder og opdateringer ud til medlemmer, trænere mv. Må det snart høre fortiden til – heldigvis går det den rigtige vej også selvom vi ikke er ude af pandemien endnu.

Når alt det så er sagt, så har der i klubben ikke været ret mange sager om smittede spillere, karantæner mv. så herfra skal lyde en stor ros til alle medlemmer, forældre og andre, som er kommet i klubben for opbakning og respekt for de ændrede rammer, så vi kunne lykkes med at spille noget fodbold bare på en ny måde.

Nok om corona – næsten da, for selvfølgelig har det haft indvirkning på både det sportslige og det sociale liv i klubben.

Som nævnt kom vi i gang med træningen igen sidste forår, og det var en kæmpestor glæde for spillere og trænere og formentlig også forældre. Det var også meget positivt, at årets fodboldskole blev afviklet nogenlunde sådan som den plejer. Her deltog 8 drenge og 10 piger fra os, og det er en kæmpe glæde stadig at kunne være med til at understøtte fodboldskolen hos vores samarbejdsklub LUIF.

Vores U14-piger og -drenge har i de senere år arbejdet på at tjene penge til en udlandstur til Barcelona – en tur som vi havde planlagt til efterårsferien 2020 og som vi og spillerne havde glædet os meget til. Optimismen var stor helt frem til august måned – det her corona måtte da snart være slut – men pludselig sted smittetallene i Spanien og vi måtte indse, at turen måtte udskydes til et senere tidspunkt. Selvfølgelig en kæmpe skuffelse for spillerne, men igen stor opbakning til beslutningen.

Ellers startede efterårssæsonen op nogenlunde normalt for alle hold, men særligt stævneformen for de mindste spillere har været anderledes. Ingen heldagsstævner med is, pølser og masser af forældre og bedsteforældre til at se på. Det krydser vi fingre for bliver mere normalt snart, fordi det er med til at give børnene oplevelser, der giver glæde og lyst til mere fodbold.

Vores yngste pigehold U9-U11 tog i efteråret hul på turneringsformen, hvor de dog måtte melde til i U12, fordi der ikke var andre lokale hold at spille mod. Det kan man dog ikke læse ud af resultaterne, for pigerne klarer sig generelt godt. Det er dog ikke nær så vigtigt som at pigerne virkelig har det godt sammen og hygger sig uanset hvor de kommer fra – det er helt sikkert det stærke træner- og holdlederteams fortjeneste, som også nyder stor opbakning fra forældrene. Vores 2 pigehold bruger også gerne muligheden for at træne sammen i en større flok. De store U13-U14-piger giver gerne fra sig og er med til at være rollemodeller for de yngre piger. Det er også lykkedes at fastholde lokal opbakning fra LF til de store piger, som overvejende spiller mod lokale hold.

Anderledes ser det ud for U13-U14-drengene, der i efteråret tog skridtet fra 8-mands til 11-mands. Her er ingen lokale hold at spille mod, så der er de efterhånden blevet godt kendte på Syd- og Vestsjælland. Her er det også lykkedes at fastholde nogle dygtige drenge i et rigtig godt kammeratskab i det holdfællesskab vi har med LUIF.

Sidste år kom vi for alvor i gang med holdfællesskabet også for de yngre drenge i U9-U11. Det er dejligt at se at både drengene og deres forældre bakker op om holdfællesskabet med LUIF. Vi håber at der snart bliver mulighed for flere sociale aktiviteter og evt. sommerture, så vi kan få styrket sammenholdet på tværs af klubberne også her.

Vi er også ret godt med i forhold til de yngste spillere. Der er rimelig tilgang helt fra de små årgange, og også U7-U8, hvor der kommer mere stævneaktivitet ind, er der fremgang. Vi er glade for til stadighed at kunne tilbyde trænere og holdledere til at give spillerne de gode oplevelser på og udenfor banen. Det er ved at sørge for børne- og ungdomsfodbolden, at vi kan sikre liv i klubben for alle aldre også i fremtiden.

Det er derfor også glædeligt at se at vi har kunnet oprette et nyt tiltag med fodbold fitness for dame senior. Her er det vores håb at vi fortsat kan tilbyde god motion for alle som har lyst, og måske på længere sigt igen oprette et egentligt damehold.

På seniorsiden fastholder vi vores tilstedeværelse i serie 1 trods det, at der i efteråret var tvivl om vi havde spillerne til at blive der. Vi måtte vente helt til dette forår med en afklaring om der i foråret skulle spilles op- eller nedrykningsspil, og det var jo meget godt gået at ligge nogenlunde midt i tabellen trods startvanskeligheder. Gennemsnitsalderen for holdet er i den lette ende, men det lover jo godt for fremtiden, samtidig med at de ældste ungdomsårgange er ved at være klar til at tage springet til senior, når vi kommer over i den nye sæson. De unge spillere på vej op tilbydes træning med seniorholdene i både ´38 og LUIF, samtidig med at de har spillet nogle U19-kampe, så de stadig oplever at være samlet som et hold.

Veteranerne er også stadig godt i gang trods en del kampaflysninger pga. corona. De to holdledere arbejder utrætteligt på at skaffe mandskab til kampene, og det er indtrykket at deres indsats bærer frugt. Tak for det.

Så alt i alt kan vi berette om et temmelig usædvanligt år, som vi sent vil glemme, og hvor særligt den sociale del af klublivet har været udfordret. Vores medlemsantal er fortsat stabilt med ca. 120 medlemmer, med lidt tilgang og -afgang.

Og hvad skal vi så det næste år?! – forhåbentlig bruge mindre tid på corona! Dernæst må vi se hvad den nye DBU Bredde reform lægger op til af muligheder, men en ting er sikkert og det er at vi altid vil søge det gode samarbejde i de ting vi deltager i. Det er særlig vigtigt i de kommende år, for uanset hvad man måtte ønske, så er realiteten bare, at den nedadgående medlemsudvikling lokalt eller i regionalt ikke er vendt endnu. Der må tænkes nyt og måske også kreativt, og ikke mindst på tværs af gamle klubskel. Det er derfor også fortsat en glæde for os, at vores samarbejde med LUIF stadig er godt og gavner begge klubber, fordi vi kan se formålet i et lidt større perspektiv. Det vil vi fortsat arbejde for og evt. udvikle på.

Så håber vi også på at både Forældreforeningen og Støtteforeningen, som jo blev påvirket langt mere af coronaen, i det kommende år kan afvikle loppemarked, andespil, lagkagestævne og fastelavn uden restriktioner. Det er helt afgørende for fodboldklubbens aktiviteter og medlemsservice også fremover. Vi takker igen for jeres støtte og ønsker et rigtig godt samarbejde i også i det kommende år.

På vegne af bestyrelsen -

Formand

Julie Isling Kurtzmann

Luk